Jeep dag

Så fedt et billede

Klokken 10 var vi klar til at kaste os ud i et eventyr med en firehjulstrækker. Kim hentede den da vi havde spist morgenmad og jeg gjorde tinge som vi skulle have med klar.

En ren bil klar til afgang

Røgen fra Durango var ikke så slem til morgen, men den kilder stadig i næsen.

Luften er så tynd heroppe, så vi bliver forpustede bare af at gå op til baderummene…faktisk kan man købe små iltflasker heroppe af samme grund. Men det har vi nu ikke brug for.

Vi skulle nordud af Ouray til Ridgway og så den vej mod Telluride. ”hatten” var taget af så vi kunne for den fulde oplevelse af jeepen. 

Chaufføren er på plads

Et stykke ude af hovedvejen skulle vi dreje af og følge Last Dollar Road. En off road vej på tværs af bjerget. Det skulle vise sig at være MEGET spændende.

Den første del var ok at køre på, men så begyndte det at blive meget stenet, hullet og snævert.

Der var fantastisk udsigt fra vejen vi kørte på. Vi kom højere og højere op og udsigten mere og mere spektakulær.  Første gang der var lidt parkeringsareal var vi ude og skyde et par billeder og så skiftede vi også chauffør.

Nogle steder, når der kom en modkørende (ikke at det var tit) så måtte vi helt ud og holde skråt op ad skråningen. Det gik fint nok. Længere fremme var vejen spærret og vi skulle helt ud i ”ingenting” og køre. Der syntes Hr. Jakobsen lige at han skulle tage rattet igen – og sådan blev det faktisk resten af turen.

Ret dybt vandhul 

Masser af birketræer

Vi kørte på meget smalle veje, nogen gange var der knapt plads til bilen. Igennem skovstykker så smukke hvor der faktisk stod birketræet. Det er ikke noget man ser så tit herover.

Alt i alt gik det okay med at køre på disse veje. Enkelte steder fik jeg mindre hjertestop, men det gik over igen.  Et sted hvor det gik meget stejlt nedad mødte vi en flok mountainbikere. For filan de var seje. Det var næsten en umulig opgave de havde foran sig. Vi talte med en af dem, som fortalte at de skulle cykle til Moab over flere dage. Sådan en tur hvor bagagen bliver transporteret fra hytte til hytte. Seje gutter må man sige.

Vi var oppe i 3236 m. over havet. 

Meget langt inde på turen kom vi til den strækning hvor Colorados dyreste villaer ligger, eller ranches som det jo nok kaldes. De var kæmpestore og meget flotte. Bygget i træ og passede flot ind i landskabet. Et af dem – det skulle være det største – er Ralph Lauren’s. Vi er ikke lige helt sikre på at vi kunne udpege det. Men fantastiske bygningsværker det var det. Og flot at se.

Nu ramte vi hovedvejen igen og vi drejede mod Telluride. Det er så her Nikolas Tesla var den første til at bygge et vekselstrømsværk. Bilen Tesla er også opkaldt efter ham. Sjovt nok er det ikke en bil som præger bilparken herover.

Vi fandt en parkeringsplads og fandt et sted for frokost. Det blev til Caesar Salad og en pizza. Vi måtte kun holde 2 timer, der hvor vi havde fundet plads, så vi havde ikke så meget tid til at være kræsne med hvor vi skulle spise, hvis også vi lige skulle tjekke gaden ud.

Telluride

Telluride

Byen ligger helt vildt fantastisk, omringet at meget høje bjerge. Bygningerne i byen er så fine og her er ret idyllisk. Men her er mange mennesker, det er lidt synd. Svævebanen må vi have til gode til en anden gang. Vi skulle jo nå en hel masse på turen.

Kim synes vi skulle køre ud til vandfaldet, jeg var ikke lige helt klar over hvilket han mente. Kim har studeret Telluride hjemmefra meget mere end mig.

Så ind i jeepen igen og så ud mod vandfaldet. Turen var op ad Black Bear, en vej som vi faktisk opdagede at vi ifølge udlejningsbureauet ikke måtte køre….ups….det fandt vi så først ud af da vi var næste nede igen, kun fordi jeg sad og rodede lidt i de papirer som Kim havde fået med. Nå, det siger vi ikke til nogen…

 Men lad mig nu være ærlig omkring turen derop. Der var SÅ stejlt og der var SÅ skarpe sving at vi måtte dreje lidt, bakke tilbage og dreje lidt igen og så en gang til før vi kunne komme rundt da der var så smalt. Og når der så kom en modgående. Arh, men altså…..for pokker….jeg var så ræd. Men jeg skal også huske at sige at udsigten for formidabel.

Der er ikke meget plads

Vi kørte igennem vand og store huller og holde så tæt på kanten, så andre kunne komme forbi, så jeg tror jeg får mén ….

Så kom vi frem til hvor vi stod lige neden for vandfaldet. Luften var fyldt med gus fra det. Det var vildt flot og højt. Så vi stod ud for at tage billeder.

Kim sagde, kom så kører vi helt på til powerstationen – der hvor vandfaldet har sit udspring. Nope, nej tak, jeg bliver her. Jeg skal ikke med derop!! Sådan blev det og det var helt fint. Jeg skulle ha’ haft taget mine støvler på og så gået der opad. Det er noget helt andet for mig. Men det tænkte jeg først på da Kim var kørt videre. For jeg sagde til ham at han da bare skulle køre derop og tage et par billeder og så komme ned til mig igen. Som sagt, så gjort. Han havde ikke kunne komme helt derop, da vejen var styrtet sammen. Så han måtte vende, alene, på den smalle vej. Gudskelov for bagkameraet, sagde han.

Billeder fra toppen

Vejen på toppen var lukket

Udsigten deroppe fra var vild

Nede ved mig igen, og jeg hoppede ind i bilen. Så var det lige at det slet ikke blev sjovt. Vi kunne ikke komme rundt i svinget. Frem og tilbage og frem og tilbage. Vi var helt oppe og hænge på en sten så forhjulet ikke havde kontakt med noget…..bilen krængede helt vildt….puha, men endelig lykkedes det. God Kim er så god til at køre bil. Men efter det, måtte selv han erkende at han nok havde fået styret sine firehjulstræk lyster. 

SE DET ER DER AF GODE GRUNDE IKKE BILLEDER AF 😲😳

Lige der var det absolut ikke så sjovt. Men nu her bagefter har det hele været en fed oplevelse.

Jeepen, uha hvor ser den ud. Den er så støvet og beskidt inden i at man ikke tror det. Selv om vi lagde taget på når det støvede allermest, så væltede det ind med støv via A/C’en. Det bliver ikke sjovt at få den ren.

Tilbage på pladsen sidst på eftermiddagen. Vi var trætte at oplevelser, rusken og riven i kroppen under kørslen og så var vi møgbeskidte. Her er ikke så varmt her som i Utah, omkring 26 grader så det er helt fint. Men solen banker ned og man bliver mør af at være ude i solen hele dagen.

Vi fik gang i grillen og fik spist lidt. Vi var ikke så sultne, da frokosten var stor.

Nu er det bælgmørkt uden for. Klokken er 21.10 og nu skal jeg have et bad. Den sag har Kim klaret imens jeg har skrevet.

I morgen skal vi atter ud på sjov i Jeepen, dog ikke off road. Den lyst er styret.