En dag i The Narrows

Kim midt i Virgin River

Vi vågnede omkring 5.30 til morgen. At sove i en blikdåse kan være temmelig varmt. Så man vågner helt pr. automatik, når man ikke kan finde ro i varmen længere. Helt fint, vi ville gerne tidligt ud i parken.

Morgenmad, bad og så pakkede vi rygsækkene. Sandaler, bananer og nogle bar. Vand er en selvfølge og så noget med lidt power i, så vi kan få lidt sukker undervejs. Kameraet blev hjemme, jeg skulle ikke risikere at ryge på halen i vandet med det i hænderne. Så alle billeder er fra mobiltelefonen som var i et vandtæt itui.

8.30 var støvlerne snøret og vi var på vej ned til indgangen og shuttlebussen. Vi stod i kø i en halv times tid for at komme på bussen til Tempel of Sinawava, hvor turen ud til The Narrows begynder. 

Turen helt ind i bunden er på 11 km., men så skal man også lige retur igen. Det regnede vi nu ikke med at vi kunne klare. Det meste af turen foregår jo ved at gå i Virgin River.

Efter at vi var steget af bussen tog vi benene på nakken og gik derud af. Efter ca. 1,5 km. skiftede vi støvlerne ud med vores sandaler. 

Nu skulle vi ned og gå i Virgin River. Vandet var ikke så koldt som vi havde regnet med. Det var 11 grader, så det var okay.

Her går man så nede mellem klipperne i floden

Vi havde investeret i en ”vandrepind” hver. Den var en uundværlig støtte, ellers var vi på godt dansk røget på røven. Det var bare om at holde fokus og se hvor den næste fod skulle sættes. Der var sten på bunden, så det var om at få øje på hvor de var flade, så man ikke vrikkede om eller sad fast. Men det var så fedt. Nogle steder gik man op på siden og gik lidt på ”tørdok”, og så var det ned i floden igen.

Det var up-stream så der var ligesom modvind hele vejen. Man skulle virkelig passe på ikke at miste balancen, derfor var det virkelig godt at have sin ”pind” at støtte sig til. På et tidspunkt måtte Kims pind lige holde hele hans vægt, ellers havde han taget en ordentlig maveplasker. Men han reddede den😆😆

Til tider gled man på stenene og der røg et par ”up’ser” af sted flere gange, men hånden på hjertet – ingen af os røg i. Efter ca. 1,5 times vandring ud af floden og The Narrows holdte vi en pause. Vi havde gået små 7 km. og begyndte at kunne mærke det i benene. Det var da lidt hårdt at gå mod strømmen.

Vi fik os en banan og en bar og endnu mere at drikke, og så vendte vi om og begyndte at gå tilbage.

For at komme retur skulle vi igennem et sted hvor vandet var ret så dybt, så nu var shortsene gennemblødte.

Nu havde vi ”medvand”, eller hvad vi skal kalde det. Det var rigtigt svært at se bunden der hvor strømmen var værst og hvor den lavede brus. Der var det virkelig om at mærke efter med stokken for at sikre sig at man nu også kunne træde frem lige der.

Det var bare så fed en oplevelse, så det var næsten ærgerligt at trappen, hvor vi skulle op var i sigte. Men omvendt, så var vi helt ærligt ved at tisse i bukserne, så vi skulle bare ha’ skiftet til støvlerne i en fart og så gå de sidste 1,5 km. ned til toiletterne. Det er altså en kunst at gå i vand til knæene og til tider højere og så skulle tisse… ha ha…. Fremme ved toiletterne fik vi forurettet vores nødtørft. Så kunne vi tænke igen.

Så var der lige en bustur ned fra bjerget på 40 minutter, dejligt at sidde og hvile bentøjet. Benene dirrede helt.

Da vi var kommet ned gik vi ind på en lille restaurant og fik en let frokost. Det var nu blevet så varmt at det var ulideligt at sidde uden for – så den blev indtaget indenfor i lidt køligere omgivelser.

Kyllingwrap

En tur i supermarkedet for at finde lidt kød til aftensmaden og så retur til campingpladsen.

Som skrevet tidligere så kunne vi ikke få telefonkortet som vi havde købt til at virke. Til trods for at en venlig nabo prøvede at hjælpe Kim ved at ringe til Verizon, som er udbyderen.

Så vi besluttede os for at køre til Hurricane for at besøge den lokale Verizon butik og håbe på at de kunne få skidtet til at virke. Vi kan jo ikke ringe og booke de kommende overnatninger når det ikke virker.

I den første butik kunne de desværre ikke hjælpe. Så kørte vi videre til St. George. Her stod der op til flere klar til at hjælpe os. Det blev konstateret at det ikke kunne virke i Kims nye Huawei – den kender amerikanerne ikke. Men det kunne altså heller ikke virke i min Iphone7 – æv.

Vi besluttede os så til at købe den billigste mobil de havde, og så ville de trække det beløb vi havde betalt for telefonkortet fra. Det var en god og billig løsning, så nu kan vi få booket campingpladser til de kommende overnatninger. Stor ros til gutterne og gutinderne hos Verizon i St. George for at gøre alt for at hjælpe os. Så står du og skal købe telefonkort herover, så skal du sikre dig at det kan bruges i netop din telefon. Vi havde købt AT & T sidste år, men det virkede ikke overalt – dækningen var for dårlig, derfor valgte vi Verizon denne gang. Nå, men nu vil vi aldrig stå med det problem igen, for nu har vi en telefon som kan bruges herover. Og den kostede os ikke dyrt.

Vi prøvede at få hjælp til at booke videre på campingpladsen, men de ville ikke hjælpe – service? Nej, ikke lige på det punkt….så nu kan vi klare den selv.

Selv om vi bare lige skulle en tur til Hurricane, som så også blev til St. George, så blev man da ikke snydt for noget at kigge på. En masse smukke klippeformationer var at se overalt. Vi bliver altså aldrig trætte af at kigge på de røde klipper.

Vi fik også lige tanket vognen, så slipper vi for det i morgen når vi skal kører videre.

Tilbage på pladsen gik vi i gang med at grille vores indkøbte marinerede skinkesteg. Det blev et helt festmåltid sammen med den lækre pastasalat, som vi havde købt i delikatessen i Walmart, som vi lige var et smut forbi på hjemvejen.

I morgen er det slut med Zion og turen går videre til Page i Arizona. Det er absolut ikke sidste gang vi er her, der er så meget at opleve her, og vi kan ikke nå det hele.

Nu vil vi se om vi kan finde ro, klokken er 22.13 og det er 28 grader….pyha og pyha siger jeg bare…..

PS...og vi bokser stadig med deres ubehjælpsomme langsomme internet - hvis det da overhovedet gider kører....