Gennem Rocky Mountains

Skøn skøn oplevelse

Vi vågnede tidligt efter en kold nat. Vi havde frosset lidt. Men vi har også alle loftlemmene åbne, så måske derfor.

Klokken var kun lidt over 6 da vi slog øjnene op. Men så kunne vi da få en masse ud af dagen.

Da klokken var 9 var vi på vej over for at tanke.

Herefter var kursen sat mod St. Elmo. Vi skulle helt ned i dalen igen, det var et ordentligt dyk ned ad bjerget. Og så på den igen for at komme op til St. Elmo som ligger i 3044 m. Her skulle vi se en spøgelsesby og vi skulle håndfodre de små egern. Det må man nemlig godt deroppe. Vi købte en lille pose med frø til dem.

Spøgelsesby og spøgelsesby?? Det er ikke det vi betegner som en spøgelses by, da det restaurere på det. Men en forladt by fra 1800 tallet, det var hvad det var. Og det var i og for sig også spændende. Men husene var ikke faldet sammen, som de normalt er i spøgelsesbyer. Nogle af husene var nu helt væk, og det som var tilbage var bl.a. støbejernskomfuret. Det lå bare tilbage i græsset. Synd sådan noget får lov at forgå. Det er jo smadder flot sådan et.

Og dasset, det stod også tilbage, der bagerst på grunden.

Efter at have set husene købte vi mad til egerne. Årh….hvor er de altså søde. Så sidder de i ens hånd og spiser. De vejer ikke en pind. Deres kinder var kæmpestore af alle de frø de gemte derinde. De pilede frem og tilbage for at gemme dem et hemmeligt sted.

De løb op ad arme og ben og nogen gange ryggen for at få mad fra os. Det var så sjov en oplevelse. Jeg har været vild med de egern siden første gang vi var herover.

Ved 11.30 tiden kørte vi hele den lange vej ned igen. Der var smukt heroppe. Mange boede i kæmpe bjælkehuse inde blandt træerne. Hold op de er store og flotte. Men nok ikke sjovt at bo så langt oppe og ude, når det vælter ned med sne.  Men smukt, ingen tvivl om det.

Næste stop var Leadville. En gammel autentisk mineby. Her landede vi ved 13 tiden. Husene var meget gamle og lignede virkeligt noget fra ”dengang ruder konge var knægt”, hyggeligt og autentisk og man følte at man gik rundt i en historie som var ved at blive fortalt.

Så gjorde vi noget som vi elles aldrig gør. Vi gik ind på museet som handlede om minedriften. Det var super spændende. Sikke nogle flotte modeller af minerne som der var lavet. Der blev vist alle mulige former for sten og ædelstene. Guld og sølv. Kul osv. Og historierne som blev fortalt omkring det var korte og præcise, så vi fangede det hele. Sikke en god oplevelse. Kim og Gitte på museum – hvad siger i så, hva’?

Alt imens vi gik rundt på museet, måtte vi konstatere, at vi var super forpustede begge to, bare af at gå rundt….det er egentlig underligt at vi ikke bliver helt dus med den tynde luft.

Det var ikke muligt af få en overnatning i Leadville, så vi gav den en over nakken for at komme vest på igen. Vi skulle over et par heftige pas, bl.a. Tennessee Pass på 3172 m.. Og så lige et til, ”uden navn”, som droppede 600 meter meget hurtigt. Det var i nærheden af Minturn. En fin lille by hvor der var enorm lang kø  - som i meget lang. Men vi tog det roligt, det var så ikke alle som havde samme tålmodighed. De ville nok hjem fra job. Efter en halv times tid løsnede køen op og vi fik kørt godt til et stykke.

Også her i Minturn stod der gamle forladte biler i folks haver.

2 Corvetter og en Cadillac - bare smidt til at ruste op

Men så var den gal igen, som i virkelig gal. Super lang langsom kø og de gik bare opad. Men det gjorde ikke noget for der var vildt flot. Vi kørte nede i en canyon med flotte bjergsider så begge sider. Vildt flot skue. Vi fandt aldrig ud af hvorfor køen var så grel, men måske fordi der var så stejlt og snoet, at der måske bare blev kørt meget forsigtigt. Who knows?

Vi kørte mod Glenwood Canyon Resort, i Glenwood Springs. Vi havde ringet og forhørt os om de havde plads til os, og det havde de. Det er så en af de rigtig dyre pladser. Men det viste sig at være det værd.

Vejen dertil var på Interstate 70, den er lavet i to etager, en til hver retning. Fuldstændig vanvittigt flot at kører der nede i canyonen. Den er så flot, fordi der ikke er brugt dynamit til at sprænge bjergene. Nyd billederne, hvis de kan give retfærdighed.

Fremme på pladsen ved 18.30 tiden. Tjekkede ind og fik anvist plads. Værsgo’ at stille jeres autocamper helt nede ved Colorado River. Tusinde tak, hvor fedt. Den bruser så lige forbi bagenden af vognen.

En elk som drikker ved floden

Vi gad ikke lave mad, da vi fandt ud af at der var en dejlig restaurant på pladsen. Beliggende i et hus højt oppe på pæle med udsigt ud over pladsen og floden. Her indtog vi et dejligt måltid.

Så ned til vognen igen. Her er intet net eller telefonforbindelse. Så jeg skriver og så må jeg loade i morgen. Måske der kan fanges lidt forbindelse oppe ved restauranten. Tjeneren pegede på et bord, og lige der plejede der at være noget at fange. Det prøver vi i morgen inden vi kører. Jeg skal ikke ud i ”bjørneland” nu det er blevet bælgmørkt. Og jeg gider heller ikke, for jeg er blevet overmandet af træthed.

Vi har fået en kop kaffe og et stykke cheesecake (det først herover) og så er det ved at være godnat fra os.

Vi vil snart lægge os og blive lullet i søvn af den brusende Colorado flod.

Bloggen blev så loadet her til morgen på Interstate 70, der fint net 😀