Skøn skøn oplevelse |
Vi vågnede tidligt efter en kold nat. Vi havde frosset lidt.
Men vi har også alle loftlemmene åbne, så måske derfor.
Klokken var kun lidt over 6 da vi slog øjnene op. Men så kunne vi da få en masse ud af dagen.
Da klokken var 9 var vi på vej over for at tanke.
Herefter var kursen sat mod St. Elmo. Vi skulle helt ned i
dalen igen, det var et ordentligt dyk ned ad bjerget. Og så på den igen for at
komme op til St. Elmo som ligger i 3044 m. Her skulle vi se en spøgelsesby og
vi skulle håndfodre de små egern. Det må man nemlig godt deroppe. Vi købte en
lille pose med frø til dem.
Spøgelsesby og spøgelsesby?? Det er ikke det vi betegner som
en spøgelses by, da det restaurere på det. Men en forladt by fra 1800 tallet,
det var hvad det var. Og det var i og for sig også spændende. Men husene var
ikke faldet sammen, som de normalt er i spøgelsesbyer. Nogle af husene var nu
helt væk, og det som var tilbage var bl.a. støbejernskomfuret. Det lå bare
tilbage i græsset. Synd sådan noget får lov at forgå. Det er jo smadder flot
sådan et.
Og dasset, det stod også tilbage, der bagerst på grunden.
Efter at have set husene købte vi mad til egerne. Årh….hvor
er de altså søde. Så sidder de i ens hånd og spiser. De vejer ikke en pind.
Deres kinder var kæmpestore af alle de frø de gemte derinde. De pilede frem og
tilbage for at gemme dem et hemmeligt sted.
De løb op ad arme og ben og nogen gange ryggen for at få mad
fra os. Det var så sjov en oplevelse. Jeg har været vild med de egern siden
første gang vi var herover.
Ved 11.30 tiden kørte vi hele den lange vej ned igen. Der
var smukt heroppe. Mange boede i kæmpe bjælkehuse inde blandt træerne. Hold op
de er store og flotte. Men nok ikke sjovt at bo så langt oppe og ude, når det
vælter ned med sne. Men smukt, ingen
tvivl om det.
Næste stop var Leadville. En gammel autentisk mineby. Her
landede vi ved 13 tiden. Husene var meget gamle og lignede virkeligt noget fra ”dengang
ruder konge var knægt”, hyggeligt og autentisk og man følte at man gik rundt i
en historie som var ved at blive fortalt.
Så gjorde vi noget som vi elles aldrig gør. Vi gik ind på
museet som handlede om minedriften. Det var super spændende. Sikke nogle flotte
modeller af minerne som der var lavet. Der blev vist alle mulige former for sten og
ædelstene. Guld og sølv. Kul osv. Og historierne som blev fortalt omkring det var
korte og præcise, så vi fangede det hele. Sikke en god oplevelse. Kim og Gitte
på museum – hvad siger i så, hva’?
Alt imens vi gik rundt på museet, måtte vi konstatere, at vi
var super forpustede begge to, bare af at gå rundt….det er egentlig underligt
at vi ikke bliver helt dus med den tynde luft.
Det var ikke muligt af få en overnatning i Leadville, så vi
gav den en over nakken for at komme vest på igen. Vi skulle over et par heftige
pas, bl.a. Tennessee Pass på 3172 m.. Og så lige et til, ”uden navn”, som
droppede 600 meter meget hurtigt. Det var i nærheden af Minturn. En fin lille by
hvor der var enorm lang kø - som i meget
lang. Men vi tog det roligt, det var så ikke alle som havde samme tålmodighed.
De ville nok hjem fra job. Efter en halv times tid løsnede køen op og vi fik
kørt godt til et stykke.
Også her i Minturn stod der gamle forladte biler i folks haver.
2 Corvetter og en Cadillac - bare smidt til at ruste op |
Men så var den gal igen, som i virkelig gal. Super lang
langsom kø og de gik bare opad. Men det gjorde ikke noget for der var vildt
flot. Vi kørte nede i en canyon med flotte bjergsider så begge sider. Vildt
flot skue. Vi fandt aldrig ud af hvorfor køen var så grel, men måske fordi der
var så stejlt og snoet, at der måske bare blev kørt meget forsigtigt. Who
knows?
Vi kørte mod Glenwood Canyon Resort, i Glenwood Springs. Vi
havde ringet og forhørt os om de havde plads til os, og det havde de. Det er så
en af de rigtig dyre pladser. Men det viste sig at være det værd.
Vejen dertil var på Interstate 70, den er lavet i to etager,
en til hver retning. Fuldstændig vanvittigt flot at kører der nede i canyonen.
Den er så flot, fordi der ikke er brugt dynamit til at sprænge bjergene. Nyd
billederne, hvis de kan give retfærdighed.
Fremme på pladsen ved 18.30 tiden. Tjekkede ind og fik
anvist plads. Værsgo’ at stille jeres autocamper helt nede ved Colorado River.
Tusinde tak, hvor fedt. Den bruser så lige forbi bagenden af vognen.
En elk som drikker ved floden |
Vi gad ikke lave mad, da vi fandt ud af at der var en dejlig
restaurant på pladsen. Beliggende i et hus højt oppe på pæle med udsigt ud over
pladsen og floden. Her indtog vi et dejligt måltid.
Så ned til vognen igen. Her er intet net eller
telefonforbindelse. Så jeg skriver og så må jeg loade i morgen. Måske der kan
fanges lidt forbindelse oppe ved restauranten. Tjeneren pegede på et bord, og
lige der plejede der at være noget at fange. Det prøver vi i morgen inden vi
kører. Jeg skal ikke ud i ”bjørneland” nu det er blevet bælgmørkt. Og jeg gider
heller ikke, for jeg er blevet overmandet af træthed.
Vi har fået en kop kaffe og et stykke cheesecake (det først
herover) og så er det ved at være godnat fra os.
Vi vil snart lægge os og blive lullet i søvn af den brusende
Colorado flod.
Bloggen blev så loadet her til morgen på Interstate 70, der fint net 😀
Ingen kommentarer:
Send en kommentar